Kunne du tænke dig at arbejde frivilligt med juridisk vejledning til iværksættervirksomheder og herigennem udvikle dine juridiske kompetencer i den virkelige verden?
Om os:
SDU Entrepreneurship Labs er universitetets innovations- og iværksættermiljø.
Her udklækker vi startups og inspirerer innovative studerende, der arbejder sammen med virksomheder. Der er en stigende interesse for vores iværksætterprogram, Startup Station, hvor der nu er over 64 startups, som primært befinder sig i den tidlige opstartsfase.
Grundet den stigende tilgang af studerende og et voksende behov for sparring på juridiske forhold, søger vi i samarbejde med Juridisk Institut på SDU nu 10 frivillige studerende til vores LawBuddy-ordning. Ordningen starter op per 1. oktober 2017.
Typiske arbejdsopgaver:
Ordningen skal gøre det muligt for iværksætterne at komme i kontakt med en Law Buddy ved behov. Ar-
bejdet består i lettere juridisk vejledning. Vejledningen vil være fokuseret på emnerne; virksomhedsstruktur og virksomhedsregistrering, copyright, trademark og designbeskyttelse, ejeraftaler og kontrakter, kunde-
og leverandørkontrakter o.l.
Den ugentlige arbejdstid vil maksimalt være på 2-4 timer/ugen. Vejledning kan foregå ved personligt møde, på mail eller telefon.
Kontakten mellem iværksætterne og dig som Law Buddy administreres af SDU Entrepreneurship Labs.
Der er alene tale om vejledning, ikke egentlig rådgivning og kontraktudarbejdelse. Der kan opstå spørgsmål inden for retsområder, som ikke er pensum, hvorfor det er væsentligt, at kunne sætte sig ind i nye retsområder.
Vi tilbyder:
Man vil som Law Buddy få mulighed for at få en bedre forståelse af den juridiske teori, da man får mulighed for at arbejde med konkrete virkelige problemstillinger inden for opstart af virksomheder.
Samtidig er det en god øvelse i at formulere juridiske svar i et sprog, der er forståeligt for ikke-jurister. Som Law Buddy vil man således få mulighed for at arbejde med juraen i praksis.
Law Buddy-ordningen er baseret på frivilligt arbejde og er derfor ikke lønnet. Som Law Buddy modtager man diplom for deltagelse samt skriftlig anbefaling i samarbejde med Juridisk Institut.
Vi forventer:
At du enten er studerende på en af følgende uddannelser; stud.jur. og ha.jur., hvor du som minimum har bestået 4. semester, eller at du er studerende på cand.jur. eller cand.merc.jur.
Vi forventer, at du i ansøgningen beskriver, hvorfor vi skal ansætte lige netop dig. Der vil blive lagt vægt på såvel faglige som sociale kompetencer samt engagement i særdeleshed.
Kontaktinformation:
Vi afholder ansættelsessamtaler ultimo september 2017. Vi skal have din ansøgning senest kl. 12.00, fredag d. 8. september 2017. Oplæring og opstart i Law Buddy ordningen vil finde sted efter nærmere aftale.
Send en motiveret ansøgning, hvor der angives telefonnummer og e-mailadresse.
Ansøgningen sendes pr. e-mail til kdf@sdu.dk
Karakterudskrift og CV skal vedlægges.
Ansøgninger uden CV eller karakterudskrift tages ikke i betragtning.
Spørgsmål vedrørende ansættelsen som Law Buddy kan rettes til:
Katrine Damgaard Foster på kdf@sdu.dk