Kunne du tænke dig at arbejde frivilligt med juridisk rådgivning?

Om os:

Den 1. september 2007 åbnede De Jurastuderendes Retshjælp på Syddansk Universitet i Odense. Retshjælpen er en landsdækkende telefon- og internetbaseret retshjælpsorganisation. Retshjælpen blev hurtigt en succes, og da der fortsat er rigeligt med henvendelser, søger vi et antal nye retshjælpere med start snarest.

Typiske arbejdsopgaver:

Arbejdet består i lettere juridisk rådgivning, enten pr. mail eller telefon. Det er primært indenfor områder såsom familie- og arveret, lejeret, arbejdsret og aftaleret. Spørgsmålene kan også ligge inden for retsområder, som ikke er pensum på hverken bachelor-delen eller universitetet generelt, hvorfor det er væsentligt, selvstændigt at kunne sætte sig ind i nye retsområder.

Den ugentlige arbejdstid vil være 2 timer, som ligger i tidsrummet: kl. 16-18 og 18-20.

Der er alene tale om rådgivningsarbejde. Retshjælpen fører ikke sager eller skriver klager for klienterne.

Vi tilbyder:

Man vil som retshjælper få mulighed for at få en bedre forståelse af den juridiske teori, da man får mulighed for at arbejde med konkrete virkelige problemstillinger. Samtidig er det en god øvelse i at formulere juridiske svar i et sprog, der er forståeligt for ikke-jurister. Som retshjælper vil man således få mulighed for at arbejde med juraen i praksis.

Vi forventer:

At du enten er stud.jur, der som minimum afslutter andet år ved sommereksamen 2015, eller er studerende på cand.jur og minimum har løbende semester plus to semestre tilbage. Cand.merc.jur og ha.jur. vil ikke blive taget i betragtning grundet krav fra civilstyrelsen.

Vi forventer, at du i ansøgningen beskriver, hvorfor vi skal ansætte lige netop dig, og ikke kun beskriver, hvad du mener, vi kan gøre for dig.

Der vil blive lagt vægt på såvel faglige som sociale kompetencer, samt engagement i særdeleshed.

Kontaktinformation:

Vi afholder ansættelsessamtaler i midten/slutningen af april. Vi skal have din ansøgning senest tirsdag d. 7. april. Oplæring og opstart i retshjælpen vil finde sted efter nærmere aftale.

Send en motiveret ansøgning, hvor der angives telefonnummer og e-mail adresse.

Ansøgningen sendes pr. e-mail til cho@retshjaelp.com.

Karakterudskrift og CV skal vedlægges.

Ansøgninger uden CV eller karakterudskrift tages ikke i betragtning.

Spørgsmål vedrørende ansættelsen som retshjælper kan rettes til:

Christina Drue på cho@retshjaelp.com